Projekt mælkebøtte
Pigerne prøvede et lille eksperiment i går. De ville se om man kunne farve en mælkebøtte på samme måde som man kan farve en vintergæk.
Og man må sige, at det lykkedes fint. Desværre forgår mælkebøtten nok før alle kronbladene er farvet grønne. Den står dog i blåt vand, men sådan går det jo med blå og gul når de blandes.
Vandperler
Den anden dag blev jeg kontaktet af en forhandler af vandperler. Hun spurgte om jeg ville prøve hendes type af vandperler. Der var flere forskellige slags at vælge imellem, og for sådan én som mig, så er det vanskeligt at vælge når der er så mange valgmuligheder.
Perlerne kunne fås med en slags marmorering og en metaleffekt. Jeg valgte dog de helt almindelige af slagsen.
Ekspeditionen var hurtig og venlig. Jeg havde perlerne allerede dagen efter jeg havde bestilt dem. Det kan jeg rigtig godt lide, for min tålmodighed rækker ikke til alt for lang ventetid.
De skulle jo straks afprøves. Jeg er specielt overrasket over hvor klar den blå er i farven. Det er bestemt min yndling. Den turkise er også flot, men det er ikke så nemt at se på dette billede. Dog synes jeg den grønne (yderst til venstre) var alt for mat i farven, man kan slet ikke se igennem den.
Jeg synes perlerne er utroligt smukke i en vase som denne. Jeg vil helt klart prøve at blive bedre til at bruge perlerne til dekoration, for eksempel i en vase med blomster. Eller som her. Det er vidst kun fantasien der sætter grænsen.
En råkold efterårsdag
Nåh nej, det er ikke efterår. Men det føles sådan når man bevæger sig udenfor. I hvert fald her i det vestjyske. Termometeret siger 8 grader, men det blæser en stiv pelikan fra vest, så det føles nærmere som om det kun er et par graders varme udenfor.
Og som altid når det er gråt og kedeligt udenfor, så melder lysten sig til at bage . Bage kanelsnegle, chokolade scones, napoleonshatte, cupcakes. You name it.
Men nej, jeg tror jeg venter til i morgen, som forresten er ‘Mor’s Dag’. Så mor her forkæler nok familien med lidt bagværk af en art.
God lørdag til Jer, og hold på hat og briller (ihvert fald herovre vestpå).
Giro d’Italia 2012
Ja, giro’en var jo også kommet til det mørke Vestjylland. De cyklede endda lige forbi vores hus, så det var nærliggende at vi stillede os ud til vejen. Det var jo sikkert ‘once in a lifetime’.
Og pigerne skulle selvfølgelig have lidt “souvenirs”, så de om mange år kan hive den pink t-shirt frem og mindes ‘dengang Giro d’Italia var i lille Danmark’.
Jow-jow, vi har været til cykelløb, har vi.
Morgentur i haven
Jeg har været meget rastløs her til morgen. Jeg har haft tanke-mylder, og kunne til sidst ikke sidde stille længere. Så jeg gik en tur rundt i haven for at nyde den friske morgenluft og se de fine forårsfarver der dukker op her og der.
Paradisæbletræet står med små spæde knopper. Jeg håber ikke de vil tage skade af den varslede nattefrost, for træet er så smukt når det står i fuldt flor, hvilket nok ikke varer længe.
Azalia’erne er også så småt begyndt at vise de yndige lilla blomster frem.
Akelejen er også godt på vej. Den har sået sig selv, men jeg har ikke nænnet at fjerne den, for jeg synes den er så taknemmelig. Jeg kunne selvfølgelig vælge at den skal holde flyttedag, men på den anden side… Den generer ikke nogen dér hvor den har valgt at gro.
Og hornviolen. Den har så smuk en farve. Tænk at en stængel så tynd kan holde så smukt et blomsterhoved. I min have er det ukrudt, og jeg fjerner dem når jeg ser dem, men den her havde gemt sig under hækken. Den kloge narrer den mindre kloge.
Sidste år fik jeg en hel kasse fyldt med porcelænsblomster. Ih, hvor er de smukke når de springer ud, bittesmå hvide blomster med de fineste røde aftegninger på kronbladene og så ser de meget porcelæns-agtige ud.
Det var en lille vandring i min have. God solskins-onsdag til Jer alle derude i blogland.
Nogle gange må man bøde
Tjah, hvornår lærer jeg at slappe lidt af? Hvornår lærer jeg at lytte lidt mere til, og ikke mindst stole på min krops signaler om at tage den med ro? Jeg ved det ikke.
Men jeg ved, at nu er jeg smadret. Jeg skulle nok ikke have bagt BÅDE pølsehorn, OG napoleonshatte, OG kransekager, OG nougatstænger. For fanden, Heidi!!! Hvornår lærer du det?
I morgen, der SKAL jeg bare tage den med ro.
Et orgie af farver på en solskinsdag
Pigerne fandt vandperlerne frem den anden dag, og spurgte om de ikke nok måtte lægge dem i vand og se dem forvandle sig fra nogle usigeligt små plastikkugler til de flotteste farvestrålende og glinsende vandperler. Jo da, for jeg elsker også at kigge på de smukke farver. Og ikke mindst stikke hånden ned i skålen og mærke de underlige gele-kugler.
Jeg købte dem sidste år til Kreativ Messen i Fredericia, som det eneste. 25 kr gav jeg for en pose.
Og når jeg ikke gider se på dem mere, så lader jeg dem tørre helt ind,og så bliver de til de små plastikkugler igen. Smart, ik’?
Her er farverne vist. Når de er i en skål, ser det ud som om der er mange flere forskellige farver, men der er kun disse 7 farver i min samling. Er de ikke smukke?
-Armene-op-over-hovedet-
WOOO-HOOO!!!
Hygiejne-certifikatet er i hus. Jeg bestod kurset med bravour, NUL fejl, så det kunne ikke gøres bedre.
Og da jeg kom hjem fra skolen med certifikatet i hånden og et smil på læben, blev jeg modtaget med en fin buket blomster. Ih, hvor har det været en dejlig dag. Og solen har oven i købet skinnet fra en blå og total skyfri himmel. Det gør alt sammen godt, langt ind i sjælen. Ahhh…
Påskeferie og campingkat
Påskeferien gik til Hvidbjerg Strand Camping. Det var vores første besøg på pladsen, så forventningerne var høje lige fra start. Og de blev indfriet til punkt og prikke.
Pigerne var i det nye Western Legeland hver dag, hvor de fik brændt en masse krudt af før de gik omkuld i køjen. Legelandet og omgivelserne udenfor var dekoreret og opført meget originalt som en western by. Hytterne lignede alt fra sheriffens fangehul med gitter for vinduerne, til rigtige westernhuse/shops. Imponerende godt lavet.
Pigerne skulle selvfølgelig også prøve den nye klatremur i Legelandet. Det var svært for dem begge at komme til tops, men Laura kom et godt stykke op før hun måtte give op og lade sig fire ned, men det var sjovt for dem at prøve.
Badelandet blev også besøgt et par timer hver eneste dag. Påsken viste sig fra sit iskolde hjørne, så det var dejligt at komme ind i et tropisk klima med palmer og vandfald, bobler og rutsjebaner. Eneste ulempe var at huden til sidst lugtede en del af klor, selv om vi vaskede os med sæbe hver dag.
Bette-missen var selvfølgelig med. Det bedste sted hun kunne ligge var ved det lille køjevindue, for der kunne hun slikke sol og holde øje med verden udenfor. Hun er god til at være med på camping, den lille mis.
Håber din mandag bliver god og solrig.
Dagens gode gerning og en lille kage
Et lille bump ind i vinduet, og den lille fyr her sad helt rundtosset på terrassens fliser. Det kunne mit hjerte ikke stå for, så jeg måtte lige se om den var okay. Det var den, og den virkede helt tryg i min hånd, så pigerne fik også hilst på den, aet den lidt på hovedet og kigget på de bittesmå ben og fødder.
Og så var det ellers farvel og tak for denne gang.
I dag har jeg også bagt en håndfuld cupcakes, dekoreret dem med jordbær kage-mousse og pigerne pyntede dem yderligere med diverse krymmel og chokoladehjerter.
Og ih, hvor de smagte godt!
God solskins-søndag til Jer alle.


















Nye kommentarer